Gå til Indhold

Nem vej til dækning af behovet for parcelhuse

retur
Klumme i Nordjyske Stiftstidende af Ole Nielsen, direktør, Himmerland Boligforening

Forleden kunne man i Nordjyske Stiftstidende læse, at Aalborgs by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen er på jagt efter flere parcelhusgrunde. Han er citeret for at sige, at det, "der sælger allermest er parcelhuse. Jeg har lagt op til, at det kommer på dagsordenen, at vi udvikler på det område. Jeg har bedt om at få lavet en screening på, hvor det er muligt at bygge. Hvor ejer vi noget jord, og hvor giver parcelhuse mening. Vi skal finde et sted mellem 500 og 1.000 grunde relativt hurtigt over en årrække på fire år."

Der er ingen tvivl om, at den nordjyske hovedstad er vokset betragteligt over de seneste 10-15 år. Og der er ikke grund til at tro, at det vil stagnere frem mod 2030. Til gengæld er jeg ikke så sikker på, at opførelse af 500-1.000 parcelhuse er den eneste brugbare løsning, når behovet for denne boligform skal sikres.

Sagen er, at rigtigt mange ældre bor i ejerboliger, der er blevet for store til dem og nu reelt står hen med adskillige uudnyttede rum. Måske fordi børnene er fløjet fra reden, måske fordi beboeren er gået fra at være en del af et par til at være alene. Vælger flere ældre at sælge ejerboligen, mens den stadig er i god stand, og flytte til noget størrelsesmæssigt mere passende, bliver der plads til, at andre kan komme ind på ejerboligmarkedet. 
Efter min mening kan vi med denne dynamik sikre, at en meget betydelig del af hullet i boligmarkedet kan blive lukket, når indehavere af ejerboliger bliver opmærksomme på fordelene ved en lejebolig, sælger og dermed lader yngre generationer overtage deres ejerboliger.

Som jeg læser rådmandens udtalelse, mener han, at Aalborg skal sikre sig flere ejerboliger ved ganske enkelt at bygge flere af dem. Selvfølgelig er det en løsning, men jeg er overbevist om, at det ikke er nødvendigt at gøre det i det omfang, rådmanden lægger op til. Hvis vi parallelt med et vist byggeri arbejder målrettet på det, man kan kalde "villigheden til at betale husleje" - altså at man er parat til at skifte ejerboligen ud med en lejebolig - kan vi komme meget langt.

Førhen boede mange til leje, fordi de dybest set ikke kunne andet. Sådan er det langtfra længere. I dag er det at bo til leje - eksempelvis hos Himmerland Boligforening - for et stigende antal mennesker et aktivt tilvalg og ikke udtryk for, at det er noget, de er nødt til. Det kan vi se i en række af de centralt beliggende afdelinger, vi har haft en længere årrække. Men bestemt også i projekter, vi har på vej. For eksempel er der betydelig interesse for at bo til leje på attraktive placeringer i mindre byer omkring Aalborg. 

Når vi taler med beboere, der har byttet deres ejerbolig ud med en lejebolig hos os, er det gennemgående træk, at de ikke fokuserer på at være gået ned i størrelse, men i langt højere grad op i kvalitet. Fordelene er da også til at få øje på. Som lejer får man blandt andet større økonomisk råderum, man slipper for uforudsete udgifter og bliver fri for boligejerens tidkrævende opgaver. Dertil kommer, at man får mulighed for fællesskab efter lyst og behov.

Summa summarum: Den nemme vej til dækning af behovet for parcelhuse er, at nuværende beboere flytter - for eksempel til en lejebolig - og giver plads til nye beboere, der kan få lige så megen glæde af boligen, som udflytteren har haft. 
 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger