Gå til Indhold

Det er i krisetider, vi skal tænke nyt

retur


Som vi har nævnt før, trækker Corona-krisen særdeles dybe spor gennem samfundet. I en virksomhed som Himmerland Boligforening har vi mærket det - og mærker det fortsat - på mange plan. Der er især grund til at dele to observationer fra vores verden:

Boligbehovene ændrer sig
Coronatiden har lært os, at vi skal tænke - endnu - mere i beboernes trivsel, når vi som samfund planlægger boliger. Der har i sagens natur været en del fokus på, hvordan seniorerne har haft det under nedlukningen af landet, men hos Himmerland Boligforening har vi tydeligt mærket, at det at føle sig temmelig alene, ikke er noget, der er begrænset til den ældre aldersgruppe. Vi har mange eksempler på singler, som også har været ramt ganske betydeligt af en ensomhedsfølelse de seneste måneder. Men også når det gælder børnefamilier, er der mange, der har haft helt nye udfordringer, fordi der måske ikke har været tilstrækkeligt med attraktive tilbud i nærheden af hjemmet.

Under hele nedlukningen har medarbejdere og frivillige fra Himmerland Boligforening gjort en særlig indsats for at bekæmpe mistrivsel og ensomhed. Og det er bestemt ikke et arbejde, der er overstået, blot fordi vi nu i et eller anden omfang er ude på den anden side. Det er baggrunden for, at vi bakkede helhjertet om Røde Kors' folkemøde "Brug for hinanden" i Musikkens Hus i Aalborg 17. juni 2020, hvor der blev dykket ned i lokale erfaringer med og initiativer mod netop de negative oplevelser, som mange har haft de seneste måneder.


Jeg tror, at vi i et lidt længere perspektiv vil opleve, at boligbehovene ændrer sig for mange mennesker. Og det er vi naturligvis parate til at indarbejde i de tilbud, som fremtiden vil bringe.

Byrummet ændrer sig
Tiden efter Corona-krisen kan også føre til en ændring af byrummet - her i betydningen det udendørs areal mellem beboelsesbygningerne i et givent område - og den måde, vi bruger det på. Som de fleste ved, er foreningslivet også ganske alvorligt ramt af nedlukningen, så det vil være oplagt at tænke en bred vifte af foreninger ind i boligområderne, så begge parter kan få glæde af hinanden. Det er ikke nødvendigvis noget, der skal ske i storskala, men der er heldigvis mange fine eksempler på, at selv ganske små indsatser kan gøre en stor forskel.

I Himmerland Boligforenings perspektiv er byrum også de fælles faciliteter i en given afdeling. I den sammenhæng er det vigtigt, at vi forstår at tænke samme faciliteter ind i planlægningen - for eksempel sådan som de allerede findes i Sundheds- og Kvartershuset i det østlige Aalborg eller som de er ved at blive indarbejdet i vores seneste nybyggeri på Spritten i Aalborg Vestby. Sådanne fælles faciliteter, som alle beboere i området må bruge, kan være det afgørende løft for både beboere og foreninger. Også på dette vigtige område er vi mere end parate til at gå i dialog, så vi i fællesskab får skabt et endnu bedre samspil.

Det er i krisetider, vi skal tænke nyt. Og holde fast ved de bedste af de tanker, vi tænkte, mens krisen buldrede afsted. Heldigvis er der masser af nyttig viden at arbejde videre med, når vi for alvor er på den anden side coronanedlukningen.




 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger