Gå til Indhold

Der er brug for den gode historie

retur

Ole Nielsen, direktør, 
Himmerland Boligforening

Der er brug for den gode historie

Det var uden tvivl for en meget stor del af befolkningen et betragteligt åg, der forsvandt fra hverdagen, da statsministeren forleden på endnu et coronapressemøde kunne offentliggøre et næsten øjeblikkeligt farvel til langt de fleste restriktioner.

Hos Himmerland Boligforening glæder vi os næsten ekstatisk til, at vi atter kan få gang i de fysiske beboermøder. At vi uden mundbind og afstandskrav kan løse serviceopgaver hos vores beboere. Og at der atter kan komme gang i projekter, der i sagens natur har været på vågeblus i efterhånden ganske lang tid. Nu kan vi for alvor sætte det lange lys på og se fremad. I vores eksisterende afdelinger i Aalborg, Svenstrup, Skørping og Mariager. Og i de nye, der er på vej i for eksempel Fjellerad, St. Restrup og Støvring.

Det er i mange sammenhænge blevet sagt, at Nordjylland har klaret sig på trods. At vi ikke ligefrem har fået ret meget forærende - ud over blæsevejret - og at det er vores egen evne til at rette blikket fremad og finde sammen om brugbare løsninger, der har været vores største force i mangt og meget. Der er vel ingen kommune i denne landsdel, der ikke har mærket tilbagegang. Men heller ikke nogen, der for alvor har manglet evnen til at samarbejde og på den måde skabe nye muligheder.

I mangen en kontekst har jeg faktisk oplevet, at folk i andre dele af dronningeriget ikke har kunnet lægge skjul på deres misundelse over den udtalte nordjyske evne til at omstille sig og finde nye veje.

I Aalborg er der imidlertid på det seneste kommet en sten i skoen. Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, om der er begået fejl i den kommunale forvaltning - og i givet fald i hvilken grad. Hvis der er, skal der selvfølgelig ryddes op; tag ikke fejl af det. Men midt i alt dette er det vigtigt, at vi ikke stirrer os blinde på skeletterne i skabet og får dem som vores eneste fokus. Den indbyggede risiko er i så fald nemlig, at færre og færre tør handle, for sæt nu det er noget, der bagefter kan kritiseres. Så er det bedre ikke at gøre noget, for den der ikke foretager sig noget, begår som bekendt heller ingen fejl.


En anden risiko ved det aktuelle negative fokus er, at omverdenen begynder at lytte mere til denne del af historien end til, at der faktisk er rigtig mange gode grunde til at bo, arbejde og leve i vores del af landet. Fra en almen boligmands betragtning: Faktum er, at folk gerne vil bo i det, vi bygger. Og at der er brug for, at vi bygger mere af det, hvis vi skal kunne sikre gode, betalelige boliger til alle, også når vi er et godt stykke inde i det kommende årti. Netop derfor er det vigtigt, at gassen ikke går af ballonen - at vi ikke ved talens kraft alene får os arbejdet ned i et mørkt hul igen.

Det er indlysende, at der skal være orden i tingene. Er der ikke det, skal der ryddes op. Men vi må ikke, mens den proces står på, blive så bange for hinanden, at vi afstår fra at tænke nyt og utraditionelt.

Der er i den grad brug for, at vi bevarer evnen til at arbejde sammen og til at udvikle ting i fællesskab. Skal vi have resten af verden til at synes, at Aalborg og Nordjylland er et godt sted at være, skal vi være overbeviste om det selv. Og selv medvirke til at fortælle den positive historie.
 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger