Gå til Indhold

Aalborg har ungdomsboliger nok, men behøver mere alment byggeri

retur

Der er brug for, at vi opfører blandt andet flere senioregnede boliger, for vil vi sikre os, at der også om 10 år er tilstrækkeligt mange billige boliger.


I BygTek 16. oktober 2019 er Dansk Byggeri citeret for, at der skulle mangle omkring 1.200 ungdomsboliger i Aalborg. Tallet er baseret på en analyse af sammenhængen mellem afstand mellem bolig og uddannelsessted og frafald fra uddannelsen i landets største byer.


"Jeg skal ikke betvivle, at det gør sig gældende for København, Aarhus og Odense, men det gælder ikke for Aalborg. Flere forhold spiller ind. For det første er det et stærkt begrænset antal studerende, der er nødsaget til at bo langt fra deres uddannelsessted. For det andet har både Aalborg Universitet, University College Nordjylland, Tech College Aalborg og Aalborg Handelsskole faciliteter adskillige steder i Aalborg, hvilket bidrager til at forkorte afstandene. Og endelig er der de senere år bygget et betydeligt antal ungdomsboliger, hvoraf flertallet ligger ganske tæt på uddannelsesstederne", pointerer Ole Nielsen, der er direktør for Himmerland Boligforening.

Netop denne boligforening har om nogen inden for det seneste årti stået for etablering af ungdomsboliger i Aalborg og resultatet er tydeligt: Spørger man AKU-Aalborg, der varetager samarbejdet mellem de almene boligorganisationer, selvejende kollegier, støttede private kollegier og Aalborg Kommune om fælles anvisning af ungdomsboliger, mangler der ikke ungdomsboliger. En simpel søgning på AKU-Aalborgs hjemmeside fortæller, at det aktuelt er muligt at få en ungdomsbolig med det samme - uanset om man vil bo i det centrale Aalborg eller i området omkring Aalborg Universitets campus i det østlige Aalborg.

"Der skal ikke herske nogen tvivl om, at Himmerland Boligforening deler ambitionen om mere alment byggeri. Midlertidig er det vigtigt at sætte ind de rigtige steder og for Aalborgs vedkommende er det aktuelt ikke ved at bygge flere ungdomsboliger. Til gengæld er der brug for, at vi opfører blandt andet flere senioregnede boliger, for vil vi sikre os, at der også om 10 år er tilstrækkeligt mange billige boliger at få i Aalborg, skal vi bygge dem nu", siger Ole Nielsen. Og han siger videre:



"Ifølge Aalborg Kommune vil indbyggertallet frem mod 2030 stige fra de nuværende godt 213.500 til over 228.500 - og disse nye borgere skal have et sted at bo. Det samme skal de mange, der bliver berørt af ændringer i deres livssituation i forbindelse med eksempelvis skilsmisse eller død. Og de, der vælger at være singler. Det skal vel at mærke være boliger, der er til at betale. Og boliger, der er så tilpas mange af, at der ikke er års ventetid, før man kan flytte ind."

Nu og da støder Ole Nielsen på den påstand, at almene boliger ikke er billigere end andre, men det er han bestemt ikke enig i:

"Jeg vil vove den påstand, at boliger fra blandt andre Himmerland Boligforening altid vil være billigere, for sagen er jo, at vi ikke er sat i verden for at tjene penge. Mens private investorer - hvad der er helt legalt og forståeligt - helst skal se et afkast på mindst fem procent, skal vi ikke generere et overskud. Og gør vi det, skal det bruges til at sikre vores medlemmer en lavere husleje."

Uanset om der kommer en opbremsning i økonomien eller ej, skal der efter Ole Nielsens opfattelse fortsat bygges alment:

"Kun på den måde kan vi sikre billige boliger. Og kun på den måde kan vi medvirke til, at byggeriet og byen som helhed bliver så tilpas blandet, at vi undgår områder med overrepræsentation af en bestemt indtægt, tilknytning til arbejdsmarkedet, alder, religion eller etnisk baggrund."

 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger