Gå til Indhold

32 almene boliger til udviklingshæmmede i det østlige Aalborg

retur
Tidligere på året udpegede Himmerland Boligforening tre totalrådgivere til at give tilbud på opførelse af 32 almene boliger til udviklingshæmmede i det østlige Aalborg.

Nu er vinderen fundet: Totalrådgiver bliver Østergaard Arkitekter A/S med ONV Arkitekter, Harde Larsen A/S og Vega Landskab som underrådgivere.

- Vinderforslaget er kendetegnet af en enkel og klar hovedidé, en funktionel planløsning og forståelse af både lokalplanens og masterplanens intentioner. Forslaget, der helt overordnet har mange fine kvaliteter, rummer bebyggelse i to og tre etager, hvilket skaber en mere bymæssig karakter og en fortættet identitet mod det øvrige byggeri i Tornhøjparken og mod Astrupstien, fortæller Himmerland Boligforenings direktør, Ole Nielsen.


Byggeriet skal efter planen sendes i udbud i løbet af efteråret 2016. Selve udbudsformen er endnu ikke besluttet.

Himmerland Boligforening overtog tidligere på året Tornhøjgaard - den sidste tilbageværende gård i Nørre Tranders - med omkringliggende jorder. Det giver mulighed for at opføre flere byggerier, der skal bidrage væsentligt til udvidelse og opgradering af området, ikke mindst omkring det eksisterende Tornhøjcenter.

- Vores overordnede plan omfatter en ekstra dagligvareforretning, en mindre bypark, ungdomsboliger, almene familieboliger, et mindre antal ejerboliger og altså de 32 plejeboliger for handicappede, som vi nu har fundet totalrådgiveren til, siger Ole Nielsen.

Som led i nybyggeriet vil Himmerland Boligforening koble Tornhøjgaard sammen med områdets sundheds- og kvartershus og kulturhuset Trekanten på den anden side af Humlebakken. Det skal ske gennem etablering af en tunnel under en af bydelens store, afskærende trafikårer. Den nye tunnel indgår, sammen med en bypark, i et projekt, der vil blive gennemført i samarbejde med Realdania.

Området omkring Tornhøjgaard bliver det første knudepunkt på den såkaldte Astrupforbindelse, der kommer til at forbinde området med Aalborg Universitet mod syd og Planetcenteret mod nord. Et centralt element i den nye forbindelse er en opgradering af den nuværende cykel- og gangsti Astrupstien, som i fremtiden kan få små, avancerede elbusser som supplement til bydelens kollektive trafik.


 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger