Gå til Indhold

Samarbejdsevne kan sende Bygherreprisen til Aalborg

retur

Det sker især gennem boligrenoveringer og nybyggerier, samarbejde med Aalborg Kommune og private investorer, boligsocial indsats, infrastrukturprojekter og særligt fokus på bæredygtighed.


Bygherreforeningen har skåret et historisk stærkt felt på 20 projekter til, så der nu er fem kandidater tilbage i kampen om Bygherreprisen 2019. Himmerland Boligforening er nomineret for Aalborg-modellen - et mønstereksempel på samarbejde mellem boligforening, kommune og lokalt erhvervsliv, der har vendt udviklingen i et af Nordjyllands mest udsatte boligområder.


"Aalborg-modellen handler om det meget omfattende renoveringsprojekt Kildeparken 2020 i det østlige Aalborg, hvor vi står i spidsen for en indsats, der involverer blandt andre Landsbyggefonden, Aalborg Kommune, Realdania, investorkredsen bag nybyggede private boliger, erhvervslivet, foreningslivet, Fokus Folkeoplysning og ikke mindst beboerne og beboerdemokratiet", fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening. Og han uddyber:


"Kildeparken med flere end 1.000 almene boliger er det største sammenhængende boligområde i det østlige Aalborg. Det har stort set siden opførelsen i begyndelsen af 1970'erne haft et ry som socialt udsat, men med Kildeparken 2020 er der skabt en strategisk plan, der én gang for alle skal føre hele bydelen ud af rollen som næsten-ghetto. Det sker især gennem boligrenoveringer og nybyggerier, samarbejde med Aalborg Kommune og private investorer, boligsocial indsats, infrastrukturprojekter og særligt fokus på bæredygtighed. Og det er altså denne indsats, komiteen bag Bygherreprisen har valgt at nominere os for."


Aalborg er den eneste større by i Danmark uden områder på regeringens ghettoliste, hvilket Ole Nielsen ikke er i tvivl om, at man især kan tilskrive Aalborg-modellen. Han oplyser, at Kildeparken 2020 retter sig mod nuværende og kommende beboere i bydelen - og at det allerede nu er muligt at se positive tendenser på baggrund af indsatsen:

 Den gennemsnitlige husstandsindkomst er steget med 19 procent mod omkring det halve i kommunen generelt
 Antallet af kriminalretslige afgørelser i udvalgte kategorier er faldet med 53 procent
 Karaktergennemsnittet i dansk og matematik for 9. kl.-elever er steget fra 4,1 til 6,5
 Andelen af 20-24-årige, der har grundskole som højest fuldførte uddannelse og ikke er i gang med en uddannelse, er faldet fra godt en fjerdedel til 18,4 procent
 Antallet af beskæftigede er steget fra 42,5 procent i 2011 til 45 procent.


"Det er hver for sig og tilsammen stærke indikationer på, at kombinationen af omfattende renoveringsarbejde og en boligsocial helhedsplan har haft en yderst god effekt", siger Ole Nielsen, der mener, at årsagen til nomineringen blandt andet skal findes i, at mange af tiltagene ikke har været testet tidligere. Den strategiske samskabelsesmodel er ny i større renoveringsprojekter og boligsociale helhedsplaner, hvilket afføder værdifuld viden, der kan deles i branchen.

Når det gælder rollen som bygherre, hvilket jo er prisens fokus, mener Ole Nielsen, at det stærke bygherreaftryk kan ses i koordineringsevnen og samlingen af aktører:

"Her har den grundlæggende tanke været, at et veludført projekt er andet og mere end gode bygninger. Tiltagene har ikke været isolerede, og der har ikke været udviklingssiloer. Alt er udviklet og tænkt ind i én sammenhæng, hvilket vi har faciliteret. Et eksempel er, da beboerdemokratiet stemte for nedrivning af tre boligblokke og opførslen af Sundheds- og Kvartershuset, der med blandt andet en lang række sundhedstilbud skaber tryghed og gør livet nemmere for beboerne."

Vinderen af årets udgave af Bygherreprisen offentliggøres 7. november 2019.


 
Navigation

Kontakt os

Tlf: 96 31 52 00

info@abhim.dk

Åbningstider

Mandag - onsdag kl. 10:00 - 14:00

Torsdag kl. 10:00 - 17:00
Fredag kl. 10:00 - 13:00


Telefontider


Mandag - onsdag kl. 9:00 - 15:00

Torsdag kl. 9:00 - 17:00
Fredag kl. 9:00 - 13:00


Se alle vores afdelinger

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger