Gå til Indhold

Hæder til Magisterparken

retur
Ombygningen og renoveringen af Magisterparken var med blandt de seks nominerede, da RENOVER Prisen blev uddelt 1. september 2016.

- Konstabelskolen på Margretheholmen tog prisen som Danmarks bedste renovering, hvilket der er al mulig grund til at ønske til lykke med, for det er en yderst spændende renovering af en militærhistorisk ruin, der nu er blevet til ungdomsboliger på en særdeles attraktiv beliggenhed i København, siger Himmerland Boligforenings direktør, Ole Nielsen. Og han fortsætter:

- Naturligvis ville vi gerne have vundet, men alene at blive nomineret til RENOVER Prisen er i vores optik kæmpestort. For det første er prisen, der er indstiftet af Realdania og Grundejernes Investeringsfond, i sig selv yderst attraktiv. Og for det andet glæder vi os over, at Magisterparken i år er det eneste almene projekt, der er nået så langt i konkurrencen. Det tillader vi os at tage som endnu et bevis på, at det er muligt at udvikle og gennemføre projekter, der skaber opmærksomhed vidt omkring - også selvom der er tale om relativt beskedne renoveringsmidler, når vi sammenligner med, hvad private bygherrer kan investere.

I indstillingen af Magisterparken hedder det, at der er tale om "en opgradering og omstrukturering af en typisk almennyttig boligbebyggelse udført som 'montagebyggeri', med energirenovering, forbedret indeklima, nye boligtyper, tilgængelighed og fællesarealer." Og nomineringsudvalget har i dets indstilling om afdelingen blandt andet sagt, at "med samtænkning af arkitektur, energi og en social indsats viser Magisterparken på fornem vis vejen til en almennyttig sektor med oplevelsesrige boliger og et bedre image."

- Det er en hædrende omtale, som vi tager til os og som vil tjene som inspiration, når vi tager hul på de næste renoveringsopgaver, siger Ole Nielsen.

Nomineringen til RENOVER Prisen er den seneste i en lang række af hædersbevisninger, som Himmerland Boligforenings byggerier har modtaget. Tidligere er boligforeningen blevet præmieret med Aalborg Kommunes Arkitekturpris (2012, 2013, 2014 og 2015), Betonelementprisen (2015), Årets Byggeri i Danmark (2015) og den svenske Architecture of Necessity-pris (2016).


 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger