Stor renovering på vej i Vestbyen

retur
Efter et meget klart ja fra beboerne er Himmerland Boligforening nu parat til at tage fat på endnu en omfattende renoveringsopgave - denne gang af de 210 boliger i afdelingen på Henning Smiths Vej og Poul Buås Vej i Aalborgs vestby.

- Vi er rigtigt glade for, at trefjerdedele af de afgivne stemmer er et tilsagn til det renoveringsprojekt, som vi sammen med vores rådgivere har arbejdet på de seneste år. Nu kan vi tage fat på den konkrete planlægning og går alt efter en snor, kan den praktiske renovering begynde i slutningen af 2016 eller begyndelsen af 2017 med en forventet arbejdsperiode på godt et par år, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Han oplyser videre, at renoveringen kommer til at ske i etaper, der tilrettelægges ud fra den bedste byggerytme og den bedste byggeøkonomi - eller sagt på en anden måde: Mest kvalitet for den lavest mulige husleje.

Baggrunden for renoveringen, der forventes at komme til at koste omkring 210 mio. kr., er, at der er tale om mere end 70 år gamle bygninger, der er temmeligt nedslidte. Dertil kommer, at badeværelser, køkkener og adgangsforhold til boligerne ikke lever op til nutidens - og da slet ikke fremtidens - forventninger og krav.


- Hvis vi ønsker en fortsat god udlejning i afdelingen mange år frem, er det tvingende nødvendigt, at vi i samme omgang får indarbejdet en større variation i typer og størrelser af lejligheder, siger Ole Nielsen.

Beboerne har godkendt et renoveringsprojekt, der blandt andet omfatter reparation af fuger i facader, efterisolering af gavle, udskiftning af alle vinduer og udvendige døre, udskiftning af tagbeklædning, udskiftning af dele af installationerne til vand, varme, afløb og el samt etablering af portgennemgange.

- I opgangene udskifter vi entrédøre og etablerer en række elevatorer, mens der i den enkelte bolig vil blive gennemført renovering i form af ny sanitet på badeværelserne, udskiftning af køkkener, etablering af mekanisk ventilation, adgang til egen terrasse for samtlige boliger i stueplan samt altaner i alle øvrige lejligheder, siger Ole Nielsen.

I forbindelse med renoveringen vil en række af boligerne blive udvidet med et ekstra værelse - for nogles vedkommende endda flere værelser, idet der vil ske sammenlægning af en del af de eksisterende lejligheder.

- Vi vil også etablere overdækket cykelparkering i gårdrummene, ligesom der bliver opholds- og legeområder her, fortæller Ole Nielsen.

Himmerland Boligforening sendte allerede i 2011 en ansøgning til Landsbyggefonden om medfinansiering af renoveringen, men projektet nåede i første omgang ikke længere end til fondens venteliste.

- Tidligere på året kom så endelig tilsagnet, der er helt nødvendigt, hvis ikke udbedring af selv de mest nødvendige mangler i boliger og bygninger skulle betyde massive huslejestigninger. Med tilsagnet i hus kunne vi sende projektet til urafstemning blandt afdelingens beboere - og med deres meget tydelige tilsagn kan vi nu tage fat på også at give lejerne i denne del af Himmerland Boligforening de bedst tænkelige boligforhold, siger Ole Nielsen.

Fakta:
Landsbyggefonden er en selvejende institution stiftet af almene boligorganisationer. Fonden varetager blandt andet forvaltning af grundkapital til offentligt støttet boligbyggeri. Efter almenbyggeloven kan fonden yde støtte til fysiske arbejder i almene boliger, herunder udbedring, vedligeholdelse, forbedring og ombygning i alment byggeri.


Illustration: Visualisering af C.F. Møller A/S


 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© 2017 abhim.dk
 
 

Himmerland Boligforening anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
Søg dokumenter

Se boliger
sitelist.html