Aalborg modellen - forandring af et udsat boligområde

I Himmerland Boligforening har vi udviklet en model for, hvordan man ændrer udviklingen i et udsat boligområde. Siden 2008 har vi arbejdet med sociale og fysiske helhedsplaner i postnummeret 9220. Arbejdet har medført en enormt positiv udvikling. Kigger vi på data fra Landsbyggefonden kan vi blandt andet se at:
  • Den gennemsnitlige husstandsindkomst er steget med 19% i perioden 2011 - 2017.
  • Karaktergennemsnittet i dansk og matematik er gået fra 4,1 til 6,5 for 9. klasseelever i perioden 2013 - 2017.
  • Andelen af 20 - 24-årige, der har grundskole som højest fuldførte uddannelse og ikke er i gang med en uddannelse, er faldet fra 25,2% til 18,4 % i perioden 2013 - 217.
  • Kriminaliteten er faldet med over 50% i udvalgte kategorier.
  • Beskæftigelsen er steget, mens den er faldet i Aalborg generelt.
Sammen med BL - Danmarks almene boliger har vi lavet en publikation, hvor du kan læse om de konkrete tiltag i Aalborg-modellen.

Læs publikation

Her kan du se de konkrete aktører i Aalborg modellen

Samskabelse som central model


Udviklingen er ikke sket alene, men samskabelse har været et helt centralt værktøj for at opnå en udvikling.

Det unikke ved Aalborg-modellen er det tætte samarbejde med erhvervsliv og offentlige sektorer, så det har været muligt at iværksætte tiltag i forhold til beskæftigelse, uddannelse og sundhed.

Disse tiltag betyder, at der er sket en markant forbedring i området, og at området nu er det sted i Aalborg hvor efterspørgslen på bolig stiger mest.

Derudover har der gennem hele processen været et tæt samarbejde med nærdemokratiet, hvor beboerne har været inddraget og ydet en stor indsats.

Omtale af Aalborg-modellen


Siden BL og Himmerland Boligforening lavede publikationen har modellen fået meget omtale. Eksempelvis i DR hvor de kunne fortælle at en bydel i Aalborg har fået stort løft.

Derudover har Center For Boligsocial Udvikling lavet en stor rapport, der fortæller om, hvilke fysiske og sociale indsatser der har været i området.

Se rapport

I oktober 2019 var det ligeledes Himmerland Boligforening og Aalborg Kommune, der kunne løfte trofæet til Byplanprisen, da Aalborg Øst blev hædret.

Den blandede by


Vi har fokuseret på at skabe den blandede by. Første skridt blev taget med Sundheds- og Kvartershuset, som rummer læger, apotek, fysioterapeuter, fitness, café og meget andet.

Derudover har der været en række private investeringer med blandt andet punkthuse på Blåkildevej, der bidrager med fortætning og udsigt.

Tanken er naturligvis, at vi får et bedre og mere velfungerende lokalsamfund, hvis der er diversitet. Det får vi ikke gennem udlejningskriterier og andre former for regulering. Det får vi ved at renovere, så der er et mere varieret udbud af boliger og ved at skabe nogle fysiske rammer, som er indbydende for alle. Det mener vi er lykkedes - og det gør beboerne heldigvis også.
 
© abhim.dk
 
 

Søg dokumenter

Se boliger