Gå til Indhold

Det tager tid at være formand, men det er det hele værd

Midt i jubilæumsåret fik Himmerland ny formand for organisationsbestyrelsen, da Ib Fruensgaard valgte at gå på pension og Tina Ochsendorf tog stafetten.

Hidtil har der stået lægesekretær på Tinas visitkort, men nu er hun altså også den øverste folkevalgte i en af Jyllands største boligorganisationer. Bestyrelsesarbejdet er dog langtfra uvant for hende, for hun har været formand for afdelingen på Sallingsundvej siden 2014 og valgt til organisationsbestyrelsen siden 2017. Faktisk har Tina altid været interesseret i bestyrelsesarbejde og hun har tidligere blandt andet været formand for en svømmeklub.

Tina er glad for at være formand for afdelingen, hvor hun bor, for hun vil stadig gerne være sammen med beboerne i afdelingen. Og så er det vigtigt at have, hvad hun kalder "lokal føling" i rollen som formand for organisationsbestyrelsen. Det er vigtigt at høre hvad beboerne er både glade for og sure over - uanset om det handler om stort eller småt. Det drejer sig om nærvær og forståelse for hverdagen, også når man er placeret øverst i organisationen.

Tina flyttede sammen med sønnen Marc til Sallingsundvej i 2011. De kom fra landsbyen Skibsted til postnummer 9220 Øst, som med Tinas ord "er noget helt, helt andet". Hun er meget glad for området, blandt andet fordi "her stadig er åbent og her er luft og jeg kan sidde på altanen og kigge ud på landet." 

Faktisk har hun to altaner - én til hver sit tidspunkt på dagen. Tina arbejder i midtbyen og glæder sig hver dag over at komme hjem til grønne omgivelser og masser af plads og luft. Måske er det udsigten til alt det grønne, der gør, at Tina ikke savner haven fra huset i Skibsted: "Nu har jeg fri, når jeg kommer hjem. Der er ikke noget, jeg skal ordne. Der er ikke et udhæng, jeg skal male". 

Da Tina flyttede til 9220, var det langt fra alle, der kunne forstå hendes beslutning. Men siden er en stor del af familien faktisk rykket med til det østlige Aalborg, hvilket Tina nyder. Indtil videre er det hendes søn og datter, to niecer og hendes søster - og "nu arbejder vi på at få min mor hertil", siger hun. Og tilføjer: "Det vil gøre det endnu nemmere, når vi holder julefrokoster i familien". 

Tina er glad for naboerne - de har meget med hinanden at gøre og passer på hinanden. Hun tænker nu og da på sin tidligere underbo Bjarne, som næsten altid sad på terrassen og sagde "Hej". De fik en god snak og måske et glas vin, hvis vejret var til det.

Man kan roligt sige, at Tina fik noget af en ilddåb i rollen som formand. Mindre end en måned efter valget stod hun og tog imod til Himmerland Boligforenings jubilæumsreception med omkring 300 gæster, der fandt sted under The Tall Ships Races. Hun indrømmer, at hun da godt nok var lidt spændt. Men det gik fint og det var en god oplevelse. Samtidig gav receptionen Tina rig anledning til at møde utallige mennesker, som på hver deres måde har tilknytning til boligforeningen. Ikke nogen dårlig oplevelse for en, der holder meget af at arbejde med mennesker.



"Nu har jeg fri, når jeg kommer hjem. Der er ikke noget, jeg skal ordne. Der er ikke et udhæng, jeg skal male"









Tina fortæller, at hun nu og da tænker over, hvor hurtigt tingene er gået, siden hun kom med i organisationsbestyrelsen. Hun blev valgt som førstesuppleant i juni 2017 og indtrådte som almindeligt medlem allerede i oktober samme år. I juni 2018 blev det til genvalg for en toårig periode - og siden juni 2019 er det altså Tina, der har båret formandskasketten. "Det er gået med raketfart", men det er bestemt ikke noget, Tina har fortrudt. Hun er vild med arbejdet i bestyrelsen, hvor der skal træffes beslutninger om spændende ting og hvor hun får indsigt i rigtig mange områder, der berører rigtig mange mennesker. Tina er bevidst om, at det er et meget stort ansvar at takke ja til en bestyrelsespost - både i den enkelte afdeling og i organisationsbestyrelsen, der er valgt af Himmerland Boligforenings øverste organ repræsentantskabet. Og at der uvægerligt vil blive taget beslutninger, som ikke alle kan være lige lykkelige for. 

Tina mærkede hurtigt, at der følger mange opgaver med titlen som formand for organisationsbestyrelsen. Der er rigtig mange ting, hun skal forholde sig til. Og der er mange mennesker, hun skal tale med og hvis synspunkter hun skal tage med i sine betragtninger. Men som Tina siger: "Det tager tid at være formand, men det er det hele værd". 

Tina ønsker i høj grad, at den gode udvikling i Himmerland Boligforening fortsætter ad det aktuelle spor. Efter en årrække med stærkt fokus på at få gjort op med Aalborgs mangel på gode ungdomsboliger, mener Tina, at der nu skal ses mere på senioregnede boliger. Det er blandt andet det, hun hører på beboermøderne, som er en meget vigtig inspirationskilde.

Der er et godt match mellem det, Tina og Himmerland Boligforening står for. Hun vil gerne bidrage til at skabe gode oaser; dejlige steder, hvor mennesker har det godt - også med hinanden. Tina kan godt lide, at boligforeningen står for nærværet med beboerne. "Vi skal tæt på", siger hun. Hun vil gerne kende de mennesker, hun er omgivet af i hverdagen. Tina fortæller, at det godt kan tage lang tid for hende at gå den korte tur fra busstoppestedet på Humlebakken og til lejligheden på Sallingsundvej, for der er rigtig mange, der gerne vil have en sludder. Og hun får mange gode historien fra livet i afdelingen. Den korte tur kan godt tage en time, men det gør ikke noget, for "jeg elsker at tale med beboerne", siger Tina.

Jobbet som formand for organisationsbestyrelsen lægger beslag på mange timer, så fritid er ikke det, Tina har mest af. Men når den er der, er det Cody, der fylder. Det er sønnen Marcs hund, som de kalder en delehund. Den er nemlig ofte hos Tina eller hos datteren Camilla, så Cody spreder glæde i hele tre hjem. Og er samtidig medvirkende til, at Tina og børnene ser hinanden ret så ofte.

 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Bliv medlem her
- og få fordelene fra i dag

Bliv medlem her

Bliv medlem
- og få fordelene fra i dag

Kun som medlem kan du stå på venteliste - og vælge din drømmebolig mellem vores mere end 7.000 boliger.

Samtidigt må du bruge alle de gode tilbud i Klub Himmerland fra første dag.
 

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger