Vi tager os af hinanden

Nu er der nybagte boller
Da Mette Vegeberg i 2014 flyttede fra Golfparken til Liselund, havde hun et stort ønske om at bo i et hus med have, hvor hun kunne få masser af frisk luft. Sådan blev det - og Mette er meget glad for sit hus. Hun har god plads både inde og ude. Og så nyder hun at kunne gå hele vejen rundt om boligen.

Trods luft omkring hende og huset er naboerne tæt på, hvilket Mette sætter stor pris på. Det er rart at have nogen at tale med og dele et godt grin med. Og så er det godt at vide, at man holder øje med hinanden - på den gode måde. Mette er glad for fællesskabet og de gode naboer: "Det er jo rart, når naboen banker på klokken ni om aftenen og siger, at nu er der nybagte boller".


Mette siger om naboerne: "Man behøver ikke at bede om hjælp. De kommer helt af sig selv." Hun nævner et eksempel, hvor en af naboerne ringer og siger: "Jeg står lige i Bauhaus. De har jord til syv kroner. Skal du have noget med?"

Mette glæder sig over de mange ting, der sker i Liselund, blandt andet i fælleshuset. Det spænder fra ølsmagning og banko til håndarbejdsklub, hvor der strikkes, hækles og hygges med kaffe og kage. Og så er Mette blandt de mange, der bruger de to gæsteværelser i fælleshuset. Når familien kommer på besøg, lyder det tit i telefonen: "Kan du ikke lige booke værelserne, mor?"

I Liselund gør afdelingsbestyrelsen en særlig indsats for at tiltrække og fastholde børnefamilier. Det er helt i Mettes ånd, for hun synes, Liselund er et oplagt sted for børn. 











Vi tager os af hinanden
Allerede da Agnete Funder Nielsen i 2005 var ved at flytte ind i sin lejlighed på Kastetvej, så der ud til at kunne gå skår i glæden over den nye bolig. Underboen klagede nemlig over larmen fra indflytningen, men i stedet for at blive sur, gik Agnete ned og hilste på Sinna og Helge. Det viste sig at være nogle rare ældre mennesker og dermed lagde en klage kimen til et ægte venskab.

Da Sinna døde, hjalp nogle af de andre beboere i opgangen Helge, så den nye dagligdag kunne fungere for ham. Helge var glad for hjælpen og kvitterede med at give en masse tilbage blandt andet ved at være super interessant at tale med. "Det var som at træde ind i en tidslomme, når man besøgte Helge", fortæller Agnete. Han havde en enorm samling gamle historier og billeder om Aalborg. Noget stammede fra hans tid som brovagt på Limfjordsbroen - og mange af billederne donerede han til Aalborg Stadsarkiv.

De mange samtaler, historierne og billederne vakte Agnetes interesse for Aalborgs historie. Det er noget, hun dyrker den dag i dag - også selv om Helge ikke længere bor nedenunder.
 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Søg dokumenter

Se boliger