Jamen, der er jo hundrede års ventetid

Hans Madsen, hvis møde med Himmerland Boligforening tog sin begyndelse i 1989, skriver om de foreløbigt tre årtier i boligforeningen:

Det startede, da jeg flyttede sammen med min nuværende frue. Hun boede på det tidspunkt på Fyrkildevej i en treværelses lejlighed. Efter nogle år der var der pludselig familieforøgelse og vi måtte se efter noget større. Vi fik en fireværelses i blokken ved siden af og den var heldigvis med have til. Ok, "have" er måske så meget sagt. De, der kan huske haverne i afdelingen, ved jo, at det drejede sig om meget få kvadratmeter. Det lod vi os nu ikke slå ud af. Vi havde jo set, at der var nogen, der havde fået tilladelse til at udvide haven, så det søgte vi selvfølgelig også om.

I dag kan jeg godt se, at nogen gange skal man altså tænke sig om to gange, inden man gør noget, men større have var intensionen, så det var bare om at klø på. Den største udfordring var, at haven skrånede vildt ned mod stien til den anden blok, men fra en flink ejendomsfunktionær hørte jeg, at der lå en kæmpe dynge jord oppe bag ved vaskehuset, og den var jeg velkommen til at tage af.


Problemet var bare, at det eneste jeg havde, var en trillebør, men hvor der er vilje, er der vej. Efter "millioner" af kilometer havde jeg samlet så meget jord sammen, at det begyndte at ligne en plan have.

Det skal lige siges, at vores ejendomsfunktionær syntes, det ville være dejligt, hvis jeg ville lægge haven helt ud til de bede, der var foran den anden blok, for så kunne de spare en masse af de cirka to meter græsplæner, der var ud for de haver, der var blevet udvidet. Alt i alt et fornuftigt forslag, men det indebar jo også flere ture med trillebøren. Efter meget arbejde fik vi dog sået græs, plantet hæk, lavet en ekstra terrasse og plantet masser af blomster, og det var så det. Desværre havde nogle af naboerne set, hvor godt det gik, og de kom så og spurgte, om ikke jeg kunne tænke mig at hjælpe dem med en udvidelse. Mellem os sagt, det skal man aldrig gøre ;)


Da vi havde boet der i nogle år, flyttede en af vores gode venner på Filstedvej, Ja ok, det var da lidt tættere på Aalborg, men hvad kunne man bruge det til? Vi var jo glade for vores have og området, så det blev der egentlig ikke spekuleret mere over. Men, men, men - så en dag kom fruen og fortalte, at nu havde hun set lejligheden på Filstedvej, og den skulle jeg bare se. Som den høflige mand, man nu er, fulgte jeg pænt med og kiggede på lejligheden. Ok, den var da slet ikke tosset og beliggenheden var da heller ikke den værste, men sådan er der jo så mange skønne steder på vor jord.

Der gik tid og vi snakkede kun sjældent om Filstedvej, men en dag sagde fruen, at nu havde hun søgt en lejlighed deroppe. Jeg sagde "Jamen, der er jo hundrede års ventetid", men det gik ikke rent ind. Fruens argument var, at jeg var begyndt at arbejde i Norge og knægten skulle snart begynde i skole, og så var det jo oplagt, hvis han kunne starte et sted og så blive der. Jamen, hvad kan man dog sige mod sådan noget? Så fruen fik sin vilje. 


Minsandten om ikke der kort tid efter kom et brev om, at vi var på listen til en lejlighed på Filstedvej. Dette svigtede dog, men inden længe kom det næste tilbud, men det blev heller ikke os denne gang. De siger, at tredje gang er lykkens gang og da det tredje tilbud kom, var der mere held i sprøjten. Vi var sikre på, at vi ville få denne lejlighed, så vi tog en tur på Filstedvej for at snakke med den dame, der boede i lejligheden. Der kunne jo være nogle tæpper eller gardiner eller andet, vi kunne købe. 

Mødet vil jeg aldrig glemme, for den dame, der boede i vores kommende lejlighed, var virkelig en oplevelse. Sjældent har jeg hørt nogen være så negativ om naboerne. Vi fik at vide, at naboen mere eller mindre spiste børn til frokost, hvis de formastede sig til at larme, og nogle af de andre var ved at drikke sig ihjel. Der var sådan set intet positivt at fortælle og vi kiggede da også på hinanden og tænkte "Gad vide, hvad det er for en blok, vi er havnet i?!"


Dagen oprandt, hvor vi skulle flytte ind, og det foregik, som den slags nu gør. Da vi havde sidste læs, der skulle i kælderen, passerede jeg en flok mennesker, der sad og hyggede sig. De spurgte selvfølgelig, om vi var de nye beboere og to minutter efter sad vi bænket med dem og fik serveret kaffe og hjemmebag - samt selvfølgelig en del spørgsmål. Dette var jo langt fra den beskrivelse, vi havde fået af beboerne, og en dejlig positiv oplevelse, som var med til at gøre indflytningen meget nemmere. Og som også gjorde, at man følte sig tilpas med det samme. Vi var så heldige, at der var beboerfest kort tid efter, og det gør det jo immervæk meget nemmere at snakke med folk - og jo, der blev snakket til den store guldmedalje.

Da vi flyttede ind, var den eneste mulighed for at sidde ude området lige uden for døren. Der var anlagt to bede på cirka én kvadratmeter, hvor man kunne have nogle blomster og andet. Vi blev rimelig hurtigt enige om at fjerne disse bede, da vi hellere ville have fliser, så vi kunne sidde der og nyde vores kaffe og se på livet, der gik forbi.


Der var en meget social linje i vores blok, så vi kunne med lynets hast arrangere fællesspisning, fælles kaffebord eller bare banke en fest ned på ingen tid. Der var blevet lavet en lille indhegning, hvori der stod borde og bænke, og de var medvirkende til, at vi havde det gode fællesskab. Fordelen ved, at vi sad uden for vores dør, var også, at man fik hilst på næsten alle, der boede i afdelingen. Der var tit folk, som lige stoppede op og fik en sludder for en sladder og en øl, vand eller kaffe. Jo, alt i alt var det en dejlig tid, hvor man kom hinanden ved og de andre i blokken havde jo boet her i mange år og kendte hinanden godt, så det var super, at man blev indlemmet i sådan en flok, uden at man nærmest skulle gennem et langt forløb hvor man bare kunne stå på sidelinjen :)

Desværre havde vi et par dødsfald tæt på hinanden, hvor to af de gamle beboere gik bort. Det gjorde, at det hele blev lidt mere kedeligt og der var måske lidt længere mellem festerne. Ikke sådan at forstå at livet stoppede på Filstedvej, men at der manglede et par katalysatorer, var man ikke i tvivl om. Så kom tiden, hvor der blev snakket om renovering, og er der noget, der kan sætte gang i rygtebørsen, så er det alt andet lige en renovering. 


Alle havde jo en mening om, hvad der skulle ske, hvornår det skulle ske og ikke mindst hvad det skulle koste. Der svirrede beløb rundt i luften, som var så store, at folk begyndte at se sig om efter andre boliger, for nogle af tallene var helt oppe over 5.000 kr. i huslejestigning.

Det var en kedelig tid for Filstedvej, for rigtig mange gode naboer flyttede, og der kom nogle ind alene på grund af renovering i deres afdeling, så det blev jo aldrig helt det samme forhold, som vi havde før. Min familie var så heldig at blive genhuset i en anden blok i afdelingen, så vi skulle heldigvis ikke så langt væk, og så stadig de få naboer, der ikke var blevet skræmt væk af rygterne.

Da renoveringen var færdig og vi kunne flytte tilbage, havde vi pludselig fået en terrasse på bagsiden af blokken og vores altan var gjort lidt dybere. Dette kunne man jo ikke klage over, men det skulle alligevel få konsekvenser for livet på Filstedvej. Som ved et trylleslag forsvandt størsteparten af det sociale liv. Det skyldtes, at folk kom hjem og skyndte sig ind og lukkede deres dør og satte sig ned på deres nye terrasse. Her skulle man så tro, at sammenholdet bare ville blive flyttet om på den anden side af blokken, men desværre er det blevet helt modsat. Alle de nye naboer, vi har fået, har desværre ikke det der fællesgen for at sætte sig og drikke en kop kaffe med naboen. Det var faktisk også meget svært bare at få folk til at hilse. Jeg mener, hvad er det dog for en verden, hvor man ikke kan hilse på sin nabo?


Jeg er en af de heldige, der har min nabo til begge sider endnu efter 20 år på Filstedvej. Det giver da en vis form for beroligelse, at der er nogen, der stadig gerne vil snakke over en øl eller en kop kaffe. Det er en lidt trist udvikling, hele vores verden er kommet i: Alle er sig selv nærmest, og børn skal ikke ses og ikke høres, og alle vil bare gerne gemme sig bag deres nye læskærme, så de undgår kontakten med andre mennesker.

Da vores renovering var færdig, var vi ikke længere sammen med Liselund, men en separat afdeling. Denne afdeling skulle jo så selvfølgelig også have en bestyrelse, og da jeg er typen, der gerne vil være social, syntes jeg, at det var det rigtige sted for mig. Jeg har nu siddet i bestyrelsen i fire år. Jeg arbejder stadig på at samle folk bare en lille smule, men det er op ad bakke nogle gange. Vi prøver at holde ting for beboerne, men den ene gang er der fuldt hus, hvorefter der så næste gang ikke kommer et øje. Jeg ved ikke, hvad man kan gøre, men folk omkring mig siger, at sådan er verden skruet sammen i dag. Selvom det er sørgeligt, må vi jo acceptere, at det er sådan. Jeg kan kun opfordre folk til, at de lige tager sig tid til at sige hej til naboen. Hvem ved - det kunne måske være starten på et meget langt venskab.

 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Søg dokumenter

Se boliger