Demokrati og vores fællesskab


Det er det dejligste sted at være

Der er gode grunde til, at Gudrun Simonsen har boet næsten halvdelen af sit liv i den samme lejlighed i afdelingen i C.V. Jessens Gade. "Her er sket mange sjove ting og jeg har aldrig haft lyst til at flytte herfra - det er det dejligste sted at være", siger hun.

Gudrun understreger, at man altid kan få hjælp hos Himmerland Boligforening, blandt andet hos varmemesteren. Også selvom man vist roligt kan sige, at hendes første møde med den daværende varmemester gav anledning til en vis forundring.


Gudrun, der trods sine 91 år altid har noget for og vanskeligt kan få tiden til at slå til, fortæller, at hun boede i Klokkestøbergade og var på udkig efter en ny lejlighed. Derfor meldte hun sig ind i boligforeningen og blot 14 dage senere tog en veninde hende med hen på Himmerland Boligforenings kontor i Otte Ruds Gade. 

Her viste varmemesteren Gudrun en kæmpemæssig bunke papirer og sagde: "Så mange er der før dig". Men så spurgte han pludselig Gudrun, om hun skyldte i skat, hvilket hun ikke gjorde. Derefter blev hun sendt med en assistent op for at se på en lejlighed - "Og så har jeg været her siden", som hun siger.

Gudrun ved stadig ikke helt, hvad der skete, den dag hun fik lejligheden. Faktisk troede hun, at den flinke varmemester lavede sjov med hende. "Han sagde, han skulle på ferie", siger Gudrun, der har en mistanke om, at hans udsigt til snart at skulle holde fri i nogle dage spillede ind og gjorde ham i drillehumør.










Hanne er glad for fællesskabet i afdelingen

Hanne Stenbakken har siden 2002 sammen med sin mand Jørgen boet i afdelingen i Østre Kanalgade. Og i stort set al den tid har hun taget initiativ til eller været med i fælles oplevelser, for hun er glad for fællesskabet, der hvor hun bor.

Det begyndte med, at Hanne gik til square dance i Aalborg SeniorSport. I 2005 spurgte de, om ikke hun kunne tænke sig at instruere et nyt gymnastikhold. Uden instruktørbaggrund sagde Hanne "Det har jeg ingen forstand på", men folkene hos Aalborg SeniorSport sagde blot: "Det får du". Så Hanne kastede sig ud i udfordringen og dermed blev gymnastikholdet "Motion ved døren" - rettet mod ældre beboere - til virkelighed. Den første tid foregik det i regi af Aalborg SeniorSport i fælleslokalet i Østre Kanalgade og med cirka 15 beboere på holdet.


Holdet kører stadig, de seneste godt ti år på deltagernes eget initiativ. 

"Vi er syv-otte stykker, der holder ved, og de fleste har været med siden starten. Gymnasterne mødes en times tid hver onsdag og runder af med kaffe. Bagefter bruger kortspillerne fælleslokalet. 

Vi sætter alle stor pris på det fællesskab og den snak, der opstår, når gymnastikhold og kortklub mødes. For os er gymnastikken i fokus, men vi er altid glade for en god snak", siger Hanne.


I løbet af vinteren arrangerer afdelingsbestyrelsen blandt andet banko og maddage. Uanset aktiviteten karakter finder den sted om onsdagen, så beboerne ved, at det nok er en god idé at holde netop denne dag fri for andre aftaler, hvis man vil være med.

Lige nu går overvejelserne på, hvordan der kan skabes ture i området for beboere med rollator. Også det er et udtryk for glæde ved fællesskabet i afdelingen.










Beboerdemokratiet er noget af det fineste, vi har

Hos Dorte Colding har der stået Himmerland Boligforening på det meste af livet. Hun har været medlem i 51 år - helt fra dengang hendes far var inspektør i boligforeningen.

Fra 1971 til 1974 havde Dorte sin første lejlighed - en etværelses i Himmerlandsgade, hvor hun nød at være fri for forældrenes opsyn. Så fulgte en kort pause uden for boligforeningen, hvorefter hun i 1977 flyttede til en lejlighed i Steen Billes Gade. Næsten 30 år senere blev det så til en større bolig i Otte Ruds Gade og i 2017 flyttede Dorte til den nuværende adresse i Porthusgade.


Dorte er rigtig glad for sin lejlighed, blandt andet på grund af beliggenheden og det faktum, at der er elevator. Hun synes godt om denne del af Aalborg, hvor hun eksempelvis følger meget med i udviklingen omkring Spritten. Det er skønt at være tæt på fjorden - og så tæller det også på den positive side, at "der er service på", som hun siger om at bo i Himmerland Boligforening.

Dorte har gennem årene været aktiv i boligforeningens bestyrelsesarbejde, for hun mener, at "beboerdemokratiet er noget af det fineste, vi har"


Hun er super glad for muligheden for at stille forslag om forbedringer og anderledes initiativer, der hvor hun bor. Og hun glæder sig over, at beboerforslag altid bliver taget alvorligt. Hun foreslog for år tilbage for eksempel en petanquebane i Otte Ruds Gade - og den er der den dag i dag.

En del af beboerne i Porthusgade går en gang om måneden samlet på KaffeFair, der ligger ganske tæt på afdelingen. Her spiser og hygger de sammen: "Det er rart, at vi kan mødes uformelt og det er en god måde at være sammen på". Og man må sige, at det er en aktivitet, der har bred appel, for senest var yngste deltager nul, mens den ældste var 91.
  
 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Søg dokumenter

Se boliger