Trofast beboer i samme afdeling siden 1955


Jytte Karlson kan vist kun betegnes som en trofast beboer i Himmerland Boligforening - og i afdelingen i Otte Ruds Gade. Det hele begyndte, da hun og hendes mand Poul Erik og deres søn Tom i 1955 flyttede ind på 3. sal i nr. 29. De kom fra en lille lejlighed i det, Jytte betegner som "en gammel, gammel bygning i Bispensgade" med toilet og bad på gangen. I øvrigt faciliteter de måtte dele med de mange mennesker, der arbejdede i samme hus. 


I 1962 flyttede familien to etager ned og her har Jytte boet lige siden. Ifølge lejeaftalen - eller boligoverenskomsten, som det hed dengang - bestod lejemålet af "2 værelser, kammer, køkken, w.c. samt anviste rum" og huslejen var 146 kr. pr. måned og et a conto varmebidrag på 40 kr. månedligt. I aftalen står blandt andet, at "Såfremt beboeren er kommet i restance med boligafgiften efter den 5. i en måned, kan bestyrelsen lade ham udsætte af lejligheden". Jytte og datteren Gitte Sørensen griner af, at det antages, at lejeren er en mand.





















For Gitte, hendes bror og alle de andre unger var det vestlige Aalborg et fantastisk sted at være barn. Sommeren blev tilbragt i friluftsbadet og om vinteren kørte kommunen sne ud på græsplænerne i kvarteret, og så blev der bygget snehuler. Jytte og Gitte fortæller lystigt om drengestreger og ishockeykampe om sommeren, kartoffelkællingen, der råbte ad børnene, og juletræer, der blev brugt til at bygge huler med. "Her var sikkert og trygt og der var altid nogen at lege med", fortæller Gitte, som flyttede hjemmefra i 1979. Hun er dog stadig medlem af Himmerland Boligforening. Hun fortæller også, hvordan børnene løb ærinder for beboerne i Fjordbyen. Og så husker hun tydeligt, hvor koldt det var, da hun skulle lære at svømme. Det foregik i friluftsbadet fra 15. april, hvor der i sagens natur var ganske koldt: "Når læreren var flink, fik vi lov til at løbe tilbage til skolen. På den måde fik vi varmen igen".


Og så fortæller de, at gårdmændene, viceværterne, varmemestrene og hvad de ellers har heddet gennem tiderne, altid har være flinke og hjælpsomme. Både Gitte og Jytte påpeger, hvor rent og pænt der altid er i området. 

Da Gitte var barn, boede der altid 10-12 børn tilsammen i de otte lejligheder i nr. 29. Efter mange år, hvor der ikke har været ret mange børn i området, kan Jytte nu mærke, at der langsomt kommer stadig flere til. 

Jytte og Gitte fortæller, at familien altid har cyklet meget rundt i byen - især da børnene var små. Det hang måske lidt sammen med, at Jyttes mand først fik kørekort, da Gitte fik et. Jytte er stadig bidt af en gal cykel - i dag dog på tv, hvor Tour de France er en fast del af sommeren. 

Jytte og Gitte elsker vestbyen, for her er luft og grønt. Det er tæt på centrum og fjorden. Trods sine 87 år er Jytte en travl dame, der ivrigt deltager i både fester og udflugter i afdelingen. Og ikke mindst så er der bingo hver tirsdag. Dertil kommer, at hun om onsdagen mødes med tre venner på en café i midtbyen. Jytte tager ofte rundt i byen og besøger de forskellige tilbud til seniorer, eksempelvis i Ågade og Sjællandsgade. "Ja, jeg kommer omkring. I går tog jeg bussen op til Lidl på Grønlands Torv. De siger også, at jeg aldrig er hjemme", siger Jytte.


Jytte taler meget med naboerne i opgangen - nogle af dem har som hun boet der rigtig længe. Mor og datter ler, da de mindes den gamle vaskekælder i deres opgang. Her var gasgruekedel og store vaskekar og der blev vasket og rullet til den store guldmedalje. "Alt skulle rulles", siger Jytte. "Men det var luksus, da kom et rigtigt vaskehus i nr. 27", siger Gitte. De fortæller, at de har tilbragt rigtig meget tid i den gamle vaskekælder. "Det var hyggeligt", husker Jytte.

Jytte er utrolig glad for sine 68 kvadratmeter. Og hun og Gitte har mange gode minder fra den gang, hvor de alle fire boede i lejligheden. Da børnene boede hjemme, var Jyttes nuværende soveværelse både børneværelse og spisestue. Og i samme rum havde Tom en kæmpestor togbane, der kunne slås ned fra væggen. Interessen for tog kom ikke fra fremmede, for hans far var i mange år overportør hos DSB. I det værelse blev både Gittes og Toms konfirmation holdt - med flere end 20 gæster. "Vi synes jo dengang, at der var god plads", siger Gitte. De flyttede ting ud af værelset og så var der den plads, der skulle være. Den sidste fest, der blev holdt i værelset, var Jyttes 50 år fødselsdag.

I dag glæder Jytte sig til, at hendes lejlighed skal renoveres. Hun ser frem til, at der bliver installeret elevator. Og så er hun spændt på at se, hvordan hendes kombinerede køkken og stue kommer til at tage sig ud.

 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Søg dokumenter

Se boliger