Farvel til hus - goddag til lejlighed

Siden februar 2013 har Evelyn Neumann og hendes mand Jørgen boet i en 100 kvadratmeter stor lejlighed i Mølleriet. De var nogle af de allerførste beboere i den nybyggede afdeling, da de solgte huset i Vestbjerg og flyttede ind på den tidligere eternitfabriksgrund i det centrale Aalborg. Lejligheden er lys og der er højt til loftet, hvilket Evelyn sætter meget stor pris på. 

Da de flyttede ind, var området én stor byggeplads. Det gav selvfølgelig visse udfordringer, men som Evelyn siger: "Det har været sjovt at følge med i udviklingen af området".


Da huset ved Vestbjerg blev solgt, var Evelyn og Jørgen lidt i tvivl om, hvad de så skulle gøre. Flytte i en boligforening, købe en andelsbolig eller en privat lejlighed? Dog vidste de, at de ville til Aalborg. Valget faldt i den sidste ende på Himmerland Boligforening. Her var de allerede medlemmer og fik tilbudt lejligheden i Mølleriet. 

Evelyn siger: "Der gik to-tre år, før vi for alvor faldt til, men nu er vi rigtig glade for bo her. Her er liv, men ikke larm og ballade." Evelyn savnede dog en have, og derfor har de købt en kolonihave i Aalborg: "Jeg kunne ikke undvære en have. Bare gå og nusse rundt", siger Evelyn


Beder man Evelyn fremhæve nogle af de gode ting ved livet i Mølleriet, fortæller hun om nærheden til både by og rolige omgivelser, de gode muligheder for gåture - for eksempel ad de 242 trappetrin op til det grønne område oven for Eternitten. 

Også indkøbsmulighederne ganske tæt på boligen får positive ord med på vejen - og at der er tale om et blandet byggeri med unge, familier, seniorer og erhverv. Evelyn nyder også, at Mølleriet har elevator og p-plads lige uden for døren. 

Og så er der jo altså også lige udsigten fra altanen og stuen, hvor man blandt andet kan se til Aalborg Zoo og Aalborgtårnet - og ikke mindst nyde de smukke solnedgange.













Evelyn er også glad for, at parret ikke skal tænke på "låneomlægninger, vedligeholdelse og alt det der". Nævnes skal også naboerne, som de taler meget med. "Vi hjælper hinanden, passer blomster og postkasse ved ferier, kort sagt holder øje med tingene. Det er trygt"

Evelyn har siden 2018 siddet i afdelingsbestyrelsen, og hun har tidligere været med i fest- og aktivitetsudvalget. For et par år siden tog sidstnævnte initiativ til at etablere højbede på fællesarealerne. 

Evelyn fortæller, at det er interessant, at mændene i afdelingen kom og hjalp til. De er ifølge Evelyn ofte svære at trække ud, men "Vi gjorde en dag ud af det med morgenkaffe, arbejde, grill og leg"
Også det var en god dag på Eternitten.

 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Søg dokumenter

Se boliger