Nye studerende i 400 år gammelt byhus

retur
Aalborg vrimler i disse dage med nye studerende, der ud over at tage fat på deres videregående uddannelse flytter ind i en af byens stadig flere ungdomsboliger. En lille del af de nye borgere rykker som de første ind i Himmerland Boligforenings nyeste afdeling, der ligger på adressen Tiendeladen i det centrale Aalborg.

- Når vi sammenligner med for eksempel afdelingen Larsen Waterfront på den centrale havnefront, som vi tog i brug ved studiestart i 2014, er der ikke tale om noget voldsomt stort projekt. Alligevel er der grund til at hæfte sig ved det, for det hører helt afgjort til sjældenhederne, at gamle byhuse kommer i spil som spændende boliger for studerende. Og Tiendeladen er virkelig et særligt byggeri, for den ældste del af afdelingen er efter Kulturstyrelsens opgørelse mere end 400 år gammel. Der er, hvis man ser bort fra Aalborghus Slot, formentlig det ældste bindingsværkshus i Aalborg, opført i perioden 1560-70. Dermed er det mindst et halvt århundrede ældre end Jens Bangs Stenhus, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Han understreger, at det undervejs i renoveringen af den gamle byejendom har ligget Himmerland Boligforening meget på sinde, at bevare det overordnede udseende - samtidig med at huset er blevet tilført faciliteter, der gør det ekstra attraktivt for de studerende.

Afdelingen i Tiendeladen er på knap 1.400 kvadratmeter og rummer foruden 28 ungdomsboliger blandt andet fælleslokaler og vaskeri.


I forbindelse med det indledende renoveringsarbejde afdækkede arkæologer fra Aalborg Historiske Museum i øvrigt endnu et lag af byens middelalderhistorie, da de på grunden faldt et større antal skeletter. De foreløbige undersøgelser af fundene indikerer, at der ikke er tale om en sædvanlig kirkelig begravelse, men snarere en fællesgrav for et antal mænd, der er døde på samme tidspunkt. Det giver arkæologerne anledning til at antage, at der kan være tale om nogle af de mænd, der blev dræbt, da Rantzaus tropper indtog og hærgede Aalborg efter Skipper Clements endelige nederlag i december 1534.

Navnet Tiendeladen har gennem århundreder knyttet sig til denne del af det centrale Aalborg. En tiendelade er et velkendt begreb i Danmarks middelalder, idet tiende var en afgift, som blev betalt til kirkelige formål i forhold til indkomst eller egenproduktion, og en tiendelade det sted, hvor bøndernes korn til kirken, præsten og bispen blev opbevaret. Aalborgs tiendelade lå i forbindelse med sognekirken for Hasseris, Skt. Peders Kirke, der blev revet ned efter Reformationen i 1534. Kirken lå, hvor Pilegaards Antikvariat er at finde i dag, på hjørnet af Algade og Tiendeladen. Syd for kirken var der en mindre kirkegård og altså tiendeladen. I mange år har kun vejnavnet vidnet om denne del af Aalborgs historie, men nu findes der altså også 28 ungdomsboliger med det fælles navn Tiendeladen.

Se også udsendte pressemeddelelse her.



 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© 2017 abhim.dk
 
 

Himmerland Boligforening anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
Søg dokumenter

Se boliger
sitelist.html