Himmerland tager Nordjyllands største spadestik

retur
Torsdag 6. november 2014 tager Himmerland Boligforening endnu en gang i år første spadestik til et byggeprojekt. Der er tale om årets sidste, men samtidig det absolut mest tungtvejende, for nu gælder det Nordjyllands største renoveringsprojekt på denne side af 2020.

- I god balance med projektets størrelse har vi fået tilsagn fra Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen om at ville sætte sig til styregrejerne, når vi med en tilpas stor entreprenørmaskine tager det første spadestik til vores renovering af afdelingen på Blåkildevej i det østlige Aalborg. Dermed sørger han for den symbolske igangsætning af vores hidtil mest omfattende projekt, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

For Thomas Kastrup-Larsen er ringen dermed sluttet, for i 2013 var han - dengang i sin egenskab af rådmand for sundhed og bæredygtig udvikling - medlem af den bedømmelseskomité, der pegede på et konsortium bestående af KPF Arkitekter A/S (Aalborg), Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S (Aarhus), Preben Skaarup Landskab maa/mdl. (Aarhus) og VIA trafik (København) som vinder af konkurrencen om renoveringsprojektet for Blåkildevej.

Renoveringen af Blåkildevej-afdelingen er første del af Himmerlands Boligforenings projekt under navnet "Kildeparken 2020", hvor der investeres cirka 1,5 mia. kr. i gennemgribende istandsættelse og modernisering af omkring 1.050 boliger opført i 1970'erne.

- Vi har siden 2009 arbejdet med en helhedsplan for boligerne på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej. Hensigten med renoveringen af Blåkildevej, der er den første del af det store projekt, er at omdanne et byggeri, hvor alle blokke og rækkehuse ligner hinanden, til en ny bydel med forskelligartede uderum samt identitetsskabende og nutidig arkitektur. Vi vil skabe sammenhæng i bebyggelsens rum, ved at der i blokenklaven bliver etableret et vejsystem, der binder de enkelte områder sammen og giver nye tilslutninger til Blåkildevej. Der er tale om en markant forandring af uderum mellem blokkene, idet parkering flyttes fra store åbne pladser til et nyt system med gader, stræder, mindre pladser og grønne områder. Det styrker blokområdets bymæssige kvaliteter og forbedrer mulighederne for sociale kontakter og liv mellem husene, fortæller Ole Nielsen.



Det fremtidige Blåkildevej kommer til at bestå af både etageblokke, rækkehuse, etagehuse og punkthuse - et blanding af bygningstyper, der ud over stor variation tilfører byggeriet en mikset beboersammensætning, der kan styrke det gode sociale liv.

Mens det torsdag aften gælder det første spadestik til første etape af "Kildeparken 2020", blev et vigtigt skridt til anden etape - den der omfatter Ravnkildevej - taget allerede tidligere på ugen. Ole Nielsen fortæller:

- Vi har modtaget en række særdeles spændende forslag til udformning af byggeriet og bedømmelseskomiteen, der har deltagelse af blandt andre Aalborgs by- og landskabsrådmand Hans Henrik Henriksen og stadsarkitekt Peder Baltzer Nielsen, er nu ved at indkredse vinderen. Vi forventer inden jul at kunne præsentere, hvem det bliver.

Ole Nielsen understreger, at en klar forudsætning for gennemførelse af "Kildeparken 2020"-projektet, er tilskud fra Landsbyggefonden:

- Det er et projekt af et omfang, som vi ikke under nogen omstændigheder kunne gennemføre uden Landsbyggefondens medvirken. Skal store renoveringsprojekter kunne realiseres, er det nu en gang en forudsætning, at der fortsat kommer midler i spil fra fonden - og der er jo heller ikke den store grund til at holde igen på pengene, der ret beset er beboernes egne. Og hvis nogen skulle være i tvivl om værdien af en sådan investering som den, vi i disse år gennemfører i forbindelse med "Kildeparken 2020", kan man bare se, hvad 1,5 mia. kr. betyder i forhold til beskæftigelsen. Et meget forsigtigt skøn siger, at investeringen vil resultere i mindst 1.000 arbejdspladser, der i langt overvejende grad vil være lokale eller regionale.

Program for første spadestik:
17.30: Ankomst til Sundheds- & Kvartershuset, Fyrkildevej, Aalborg Øst - den socialøkonomiske Kaffe Fair byder på et glas og der er uformel introduktion til huset

18.00: Afgang til fods fra Sundheds- & Kvartershuset til fælleshuset på Blåkildevej - Aalborg Pipe Band går i spidsen for fakkeltog

18.15: Ankomst til fælleshuset på Blåkildevej - udstilling af lokale børns arbejde med "Vi bygger drømme Aalborg Øst"

18.30: Første spadestik - taler ved borgmester Thomas Kastrup-Larsen, organisationsbestyrelsesformand Ib Fruensgaard og bestyrelsesformand Christian Mogensen fra Blåkildevej - Food College Aalborgs skolepraktikanter serverer suppe i fælleshuset.

Se udsendte pressemeddelelse her.


 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© 2017 abhim.dk
 
 

Himmerland Boligforening anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
Søg dokumenter

Se boliger
sitelist.html