Gå til Indhold

Arbejdspladser skaber forandring i det østlige Aalborg

retur
Da Himmerland Boligforening i 2011 satte gang i det byggeri, der skulle blive til Sundheds- og Kvartershuset på Fyrkildevej i Aalborg Øst, begrundede Realdania sit økonomiske engagement i projektet med, at huset ville skabe liv og aktivitet i boligområdet. Fonden så byggeriet som en del af en positiv udvikling, hvor boligområder omdannes til flerfunktionelle byområder.

- Det må vi sige holder stik, for Sundheds- og Kvartershuset har i den grad medvirket til at skabe forandring i området. Huset er nu næsten fuldt udlejet og rummer omkring 200 arbejdspladser - blandt andet hos apotek, læger, hjemmesygepleje, sundhedspleje, fitnesscenter, politi, café, ungdomsboligudlejning og forskellige kvartersprojekter, fortæller direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Sundheds- og Kvartershuset er på i alt 7.500 kvadratmeter og kun omkring 200 kvadratmeter mangler pt. en lejer. Der forhandles dog kontrakt på også denne del af huset, så Ole Nielsen forventer, at Himmerland kan melde "alt udlejet" inden for de nærmeste måneder.

- Det er tydeligt, at operationen er lykkedes, for aktiviteterne og arbejdspladserne i huset er med til at skabe forandring i det østlige Aalborg. Der er i dag en helt anden omtale af området end for blot få år siden, ikke mindst blandt beboerne. Det er et rigtig godt udgangspunkt for helhedsplanen "Kildeparken 2020", hvor vi renoverer flere end 1.000 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej, siger Ole Nielsen.

Himmerland Boligforening forventer, at første del af renoveringsarbejdet - nærmere betegnet på Blåkildevej - vil kunne sættes i gang mod slutningen af året og det er planen, at det samlede "Kildeparken 2020"-projekt skal være afsluttet omkring 2020.

Realdania er også bidragyder til et andet projekt i boligforeningens regi. Det har under overskriften "Erhvervsboligen i Aalborg" til formål at skabe en ny boligtype i forbindelse med den kommende renovering, hvor almene beboere på optimale vilkår kan udøve erhverv i en del af boligen.

- Projektet skal bidrage til at skabe større diversitet gennem mulighed for etablering af erhvervsbolig, enten ved tilbygning til boligen eller ved at en eksisterende bolig omdannes til erhvervsareal. Ideen er, at de mere serviceprægede erhverv som frisør, kiosk, skrædder, rejsebureau, cykelsmed, grafiker, revisor, it-support og lignende skal kunne etablere sig her. Vi forventer, at der i forbindelse med projektet kan etablere 8-10 boliger og efterfølgende flere, hvis udlejningen forløber tilfredsstillende, fortæller Ole Nielsen.

Det er hensigten, at erhvervsboligerne skal etableres umiddelbart op til Sundheds- og Kvarterhuset, så virksomhederne kan trække på faciliteter såsom mødelokaler, café og parkeringspladser.

Erhvervsboligprojektet gennemføres af Himmerland Boligforening i samarbejde med Business Aalborg, der er Aalborg Kommunes erhvervsafdeling, Erhvervsnetværk 9220, FOKUS Folkeoplysning og Nykredit. Realdania støtter projektet under sit program "Det gode boligliv" til udvikling af de almene boligområders fælles faciliteter og nye veje til et godt boligliv.

- Det er i øvrigt langt fra kun lokalt, at etableringen af Sundheds- og Kvartershuset har vakt opsigt. Således er byggeriet med i den såkaldte værktøjskasse for udsatte boligområder, som Ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter udsendte for nylig, hvor det omtales som den første etape i en ambitiøs helhedsplan, siger Ole Nielsen.



 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
Nej
OK

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger