Anden etape af Kildeparken 2020 skaber ny bydel i det østlige Aalborg

retur
Når Himmerland Boligforening i 2015 går i gang med den storstilede renovering af afdelingen på Ravnkildevej i det østlige Aalborg, bliver det et konsortium bestående af arkitekt- og ingeniørvirksomheden Kærsgaard & Andersen A/S (Aalborg), EFFEKT Arkitekter ApS (København) og byudviklings- og rådgivningsfirmaet SLA A/S (København), der skal løfte opgaven.

Det blev afgjort, da boligforeningen torsdag sidst på eftermiddagen præsenterede vinderen af en konkurrence, der i sin sidste fase har haft fem deltagere.

Himmerland Boligforening har gennem en længere periode arbejdet med en helhedsplan for de omkring 1.050 boliger på Blåkildevej, Fyrkildevej og Ravnkildevej - det projekt, der samlet går under betegnelsen Kildeparken 2020. Med udvælgelsen af det team, der skal bistå boligforeningen i forbindelse med renoveringen af anden del af Kildeparken, er man nu kommet til de 247 boliger på Ravnkildevej.

Bedømmelseskomitéen udtaler om det vindende forslag, at det formår at give byggeriet et samlet arkitektonisk design, så det får en selvstændig identitet som et kvarter i Kildeparken. Forslaget bygger videre på de oprindelige tanker bag bebyggelsen og danner ifølge dommerne en fin sammenhæng med bebyggelsen på Blåkildevej.


I forslaget indgår blandt andet bevarelse af de eksisterende opgangstrapper, hvilket friholder haver og stueetager for udvendige adgangsveje, ligesom forslagsstillerne opererer med en løsning, der på enkel vis giver de tunge blokke et lettere udseende gennem frem- og tilbagerykninger i facaden samt etablering af altaner og nye indgangspartier.

- Ganske som for Blåkildevejs vedkommende lever vinderforslaget for Ravnkildevej op til den helhedsplan, der er lagt for Kildeparken 2020. Der er tale om en fornem fysisk renovering og forandring af de eksisterende boligblokke og gårdhavehuse, ligesom den fysiske struktur i friarealerne og adgangsforhold til området indgår i planlægningen. Dermed får vi skabt en levende og mangfoldig bydel, der byder på varierede boligtilbud og gode uderum, siger direktør Ole Nielsen, Himmerland Boligforening.

Den interne fysiske korrespondance mellem de enkelte dele af afdelingen er løst ved en enkel vejstruktur og et sammenhængende stisystem, mens pladser og stier giver mulighed for udvikling af liv i hele bebyggelsen og skaber god sammenhæng mellem private, aktive og åbne rum.

Der blev i begyndelsen af november taget første spadestik til renoveringen af afdelingen på Blåkildevej og Ole Nielsen skønner, at turen vil komme til Ravnkildevej i løbet af andet halvår 2015:

- Vi skal nu gennemarbejde projektet sammen med vinderne af konkurrencen og der er endnu mange faktorer, som kan påvirke den endelige tidsplan, men som det ser ud netop nu, vil vi kunne etablere byggeplads på Ravnkildevej inden for et år.

Budgettet for renoveringen af afdelingen på Ravnkildevej er omkring 387 mio. kr., mens Kildeparken 2020-projektet som helhed har et budget på cirka 1,5 mia. kr.

Der vil i løbet af det næste års tid blive gennemført en lignende konkurrence for afdelingen på Fyrkildevej, som er den sidste af de tre selvstændige dele af Kildeparken 2020-projektet. Fyrkildevej er med sine 420 lejligheder Himmerland Boligforenings største afdeling.

De øvrige deltagere i konkurrencen om Ravnkildevej var NIRAS A/S i samarbejde med Mangor & Nagel A/S, et konsortium bestående af C. F. Møller A/S og COWI A/S, konsortiet Grontmij A/S, Pluskontoret A/S, NOVA5 Arkitekter A/S og Møller & Grønborg samt et samarbejde mellem  KPF Arkitekter A/S, Ingeniørfirmaet Viggo Madsen A/S, RUBOW Arkitekter A/S og VIA trafik.

Se hele pressemeddelelsen her.



 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 

Himmerland Boligforening anvender cookies
Vi benytter cookies til at få websitet til at fungere optimalt. Cookies anvendes primært til trafikmåling via Google Analytics, men ligeledes til at analysere brugen af vores hjemmeside, så vi løbende kan forbedre funktion og indhold.
Du accepterer brugen af cookies ved at klikke luk eller klikke videre på websitet. Læs mere om Cookies


OK
Søg dokumenter

Se boliger
sitelist.html