Gå til Indhold

Vi kan da være stolte af, at vi har været med

Det er kendetegnende for almene boliger, at hver afdeling af en boligforening er en selvstændig enhed med blandt andet eget regnskab. Det er beboerne i afdelingen, der vælger deres egen afdelingsbestyrelse - og den har til opgave at sikre dem medindflydelse på budgetter, husordener, fællesrum, legepladser og meget mere. Det er afdelingsbestyrelsen, der tager sig af kontakten mellem beboerne, Himmerland Boligforenings organisationsbestyrelse og administrationen.

Mange afdelinger giver mange bestyrelser og dermed mange mennesker involveret i dette vigtige arbejde. Og for manges vedkommende i en længere periode af deres liv. Det gælder eksempelvis Bent ØbergPalle Nielsen og Kai Stig Sørensen, som vi har sat stævne til en snak om organisationsarbejde.

Bent, Palle og Kai Stig kender hinanden gennem deres fælles indsats og arbejde for Himmerland Boligforening. De har alle været dybt involveret i foreningen og deres veje mødtes blandt andet i organisationsbestyrelsen i 1980'erne.

Det er tydeligt, at de tre herrer hygger sig med at mødes igen - nu hvor de ikke længere ses i forbindelse med organisationsarbejdet. Kai Stig har sågar fundet en fødselsdagstale frem, som han holdt for Bent i 1993. Kai Stig holder talen for Bent igen og Bent får den med hjem. En fin start på en god og munter snak på havnefronten i Aalborg.

Palle nåede at fejre 25 års jubilæum i organisationsbestyrelsen, som han blev medlem af i 1985. Han sad der blandt andet i en periode, hvor Bent var formand. Palle er i dag formand i afdelingen på Henning Smiths Vej, hvor han har boet siden 1967. Det hele begyndte, da overboen kom ned og spurgte: "Vil du med til beboermøde?" Palle vidste ikke rigtigt, hvad det var eller hvordan, sådan en bestyrelse egentligt blev sammensat. Han kan stadig huske den første generalforsamling, hvor bestyrelsen sad på rad og række oppe på scenen som konger.

Bent har været både næstformand og formand for organisationsbestyrelsen. Han stoppede som formand, da han blev 60 år, for han mente, der skulle være plads til yngre kræfter. Derfor passede det ham heller ikke helt, at det endte med, at den nye formand var 12 år ældre end ham. Bent husker tydeligt, at et velmenende bestyrelsesmedlem inviterede ham til et møde på værtshuset Fregatten - han skulle nok hjælpe Bent med at blive formand. "Det behøver du sgu ikke at hjælpe mig med, det kan jeg da selv klare", lød svaret. Bent bor ikke længere i en afdeling af boligforeningen, men var i sin tid i en lang årrække at finde på Ravnkildevej.

Kai Stig, der har boet på Fredrik Bajers Vej siden 1980, har i årtier været dybt engageret i beboerdemokratiet. Blandt andet var han i 1984-1994 medlem af hovedbestyrelsen - det var den gang Himmerland Boligforening var en del af Boligkontoret, som var et samarbejde mellem en række boligforeninger. Siden blev det i det nye årtusinde til yderligere 10 år i organisationsbestyrelsen, som det hedder i dag. Kai Stig er i dag fortsat meget aktiv i afdelingsbestyrelsen.










Palle fortæller, at hans kone altid har sagt, at "Det er mig, der har opdraget børnene"


De tre herrer har mange gode historier om arbejdet som beboerdemokrater. Fælles for de fleste er, at det er skønt at have med andre mennesker at gøre. At kunne gøre en forskel og være med til at skabe nyt. Bent fortæller, at han som formand i 1980'erne modtog den store sum af 600 kr. i kvartalet, så det måtte nødvendigvis være andet end penge, der drev værket. Han fortæller, at han, når han var på valg på repræsentantskabsmøderne, altid medbragte to taler: En takketale, hvis han blev genvalgt, og en tale, "hvor jeg ønskede min efterfølger held og lykke".
De er enige om, at det har været sjovt at være nede i Himmerland Boligforenings maskinrum. Palle beretter om den gang, han som medlem af organisationsbestyrelsen skulle have en telefaxmaskine. Den blev installeret i soveværelset - hvor den slet ikke passede ind - for der tikkede også faxer ind om natten. "Og når man så kom hjem efter en weekend i sommerhuset, var hele gulvet fyldt med papir". Den maskine røg dog hurtigt ind i stuen. Kai Stig husker, at han som bestyrelsesmedlem modtog to-tre breve om dagen - hver dag. De tre er enige om, at det var en anden tid dengang, hvor deres veje krydsedes i organisationsbestyrelsen. Boligforeningen var ikke så stor som nu og "vi kendte hinanden på kryds og tværs af afdelinger", siger Kai Stig. Men det, at man kendte hinanden godt, betød ikke, at der ikke kunne være mange og lange diskussioner på bestyrelsesmøderne. "Bare det at få godkendt referatet fra sidste møde kunne tage meget lang tid", siger Bent grinende. Deres koner syntes ofte, at de brugte lidt for meget tid på beboerdemokratiet.

Palle fortæller, at hans kone altid har sagt, at "Det er mig, der har opdraget børnene".



"Vi ruttede ikke med pengene"

Bent, Palle og Kai Stig taler meget om det samarbejde, der på et tidspunkt var med andre boligforeninger om Boligkontoret. De fortæller også nogle af de mere interessante historier i forbindelse med opløsningen af samarbejdet i 2005. Palle husker eksempelvis, at han blev kaldt til møde på et advokatkontor en søndag formiddag, uden at han kunne få at vide, hvad der var på dagsordenen. Det viste sig at handle om, at en af medlemsforeningerne ville forlade fællesskabet: "Det var spændende tider i Sankelmarksgade", hvor Boligkontoret holdt til. 

Kai Stig fortæller, at han blev tiltrukket af beboerdemokratiet, allerede da han flyttede ind hos Himmerland Boligforening i 1980. Dengang havde foreningen et andet system til afregning af varme. "Vi var tre ingeniører, som kiggede på varmeregnskabet og det så 'alternativt' ud. Der stod ofte dug på glasset, når måleren skulle aflæses. Systemet virkede simpelthen ikke, og det kunne vi påvise". Beboerne fik herefter de penge tilbage, som de havde betalt for meget - og Kai Stig var nu beboerdemokrat. Bent siger: "Vi var i det hele taget meget økonomiske dengang. Vi ruttede ikke med pengene".



"Vi kan da være stolte af, at vi har været med", som Palle udtrykker det

De griner alle tre, da de kommer til at tale om "jordbærmøderne". De forklarer, at et sådant møde var et møde i organisationsbestyrelsen, der fandt sted i næstformandens kolonihavehus ved travbanen i det vestlige Aalborg. Den ene historie sætter gang i den anden. Palle kommer i tanke om en gang tilbage i 1980'erne, hvor hans søn legede nede på gaden. Pludselig kom han løbende op og fortalte, at der stod en dame helt uden tøj på i telefonboksen. Hun var - viste det sig - blev lukket ude af sin lejlighed og ringede derfor til politiet. "Jo, der var gang i den", siger Palle. 

Palle understreger, at tingene var meget anderledes før i tiden. Da konen og han som nygifte henvendte sig i det daværende kontor i Otte Ruuds Gade for at få en lejlighed, blev de mødt med spørgsmålet, om de havde børn. Man kunne nemlig kun få en lejlighed, hvis man var forældre. Men det viste sig heldigvis, at Palles far kendte en, der kendte en og der gik blot en måned, så fik parret tilbudt en skøn lejlighed.

Både Bent, Palle og Kai Stig er meget imponerede over det arbejde, Himmerland Boligforening som primus motor er involveret i, når det gælder det østlige Aalborg. De kalder det en både flot og velfungerende bydel i dag. De er enige om, at boligforeningen har været med til at præge byen - og stadig er det. "Vi kan da være stolte af, at vi har været med", som Palle udtrykker det. 

Bent siger, at han stadig synes, at det er fantastisk, at Himmerland Boligforening nu reklamerer på blandt andet bybusserne: "Sådan var det ikke dengang". Kai Stig siger, at han oplever, at driften af foreningen og de enkelte afdelinger er blevet mere effektiv med årene, "men serviceniveauet er ikke blevet ringere"

Vi slutter med at spørge de tre herrer, om de har et godt råd til deres boligforening. Og de siger: Vend blikket mod familieboliger - og brug den indflydelse Himmerland Boligforening har i dag på en fornuftig måde.

 
Navigation

Vores kontoradresse

Himmerland Boligforening
Rendsburggade 22
9000 Aalborg

Tlf: 96 31 52 00

Cvr: 35 77 30 10

EAN: 5790001970789
© abhim.dk
 
 
OK

Bliv medlem her
- og få fordelene fra i dag

Bliv medlem her

Bliv medlem
- og få fordelene fra i dag

Kun som medlem kan du stå på venteliste - og vælge din drømmebolig mellem vores mere end 7.000 boliger.

Samtidigt må du bruge alle de gode tilbud i Klub Himmerland fra første dag.
 

Søg dokumenter
Tryk her for at søge
Se boliger